Divisionsforeningen udskyder liga-beslutning

Divisionsforeningen har idag besluttet, at man fortsat vil afvente situationen med coronavirus i forhold til afviklingen af håndboldsæsonen. Det skriver TV2 Sport.

– Vi håber stadig rigtig meget, at der kan blive spillet håndbold i den her sæson. Men for nu afventer vi fortsat situationen og myndighedernes retningslinjer, siger direktør Thomas Christensen.

I første omgang er de danske ligaer samt 1. division foreløbigt suspenderet frem til og med den 13. april. Samme dato som en stor del af det danske samfund i øvrigt er lukket ned til, foreløbigt.

– Vores klare 1. prioritet er at få spillet grundspillet færdigt, men vi har da også et håb om mere, siger Thomas Christensen til TV2 Sport.

Der er endnu ikke sat en deadline for hvornår der senest skal være truffet en beslutning i forhold til at færdigspille kampene i ligaerne og i 1. division, men:

– Der er en absolut bagkant, der hedder 30. juni, da mange kontrakter løber dertil og flere spillere derefter skifter klubber, siger Thomas Christensen.

I begyndelsen af april mødes Divisionsforeningen og DHF igen i udvalget for professionel håndbold, som i høj grad er det besluttende organ i dansk håndbold. Her bliver den nuværende situation og afvikling af sæsonen et stort tema.

Forfatter

Related posts

Top