Der er langt op til den helt store fejring når starten på østerssæsonen skydes i gang ved Østers- og Muslingepremieren i Nykøbing i midten af oktober.
Det sker med både DM i Østersåbning, DM i Champagnesabling og ikke mindst DM i Østersgastronomi:
– Vi er begunstiget af fantastiske skaldyr i form af østers, muslinger og hummere i vandet rundt om Mors. Og det har mange af landets førende kokke også fundet ud af, og derfor finder man også vores skaldyr i restauranter landet over, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.
DM i Østersåsbning kan i år fejre sit 25 års jubilæum.
Weekenden den 11.-13. oktober byder på masser af oplevelser for hele familien.
Blandt andet der mulighed for at følge hele processen fra fjord til bord. Man kan komme med ud og plukke sine egne østers, en af verdens førende skaldyrsproducenter Vilsund Blue slår dørene op og byder indenfor, der er skaldyrscirkus for børnene, Wine & Dine Gourmet-middag, DM i Østersåbning, DM i Champagnesabling og DM i Østersgastronomi, hvor nogle af landets bedste kokke og tjenere dyster om titlerne ligesom publikum får mulighed for at smage masser af LimfjordsØsters og LimfjordsMuslinger.
Internationalt islæt
De tre mesterskaber lørdag den 12. oktober arrangeres i samarbejdet med Kokkeforeningen Danmark og Tjenerforeningen Danmark og afvikles efter et internationalt regelsæt.
– Vinderen af DM i Østersåbning går f.eks videre til det officielle VM i Galway i Irland, og derfor er man underlagt internationale regler for konkurrencernes afvikling, fortæller den ansvarlige for mesterskaberne Anders Heegaard fra Kokkeforeningen Danmark.
Den forsvarende otte-dobbelte Danmarksmester i Østersåbning, Jesper Knudsen, har allerede meldt sin ankomst. Øvrige deltagere forventes offentliggjort inden sommerferien.
Arkivfoto