DMI varsler vejrskifte: Masser af regn og torden på vej

På årets 178. dag, der også er kendt som syvsoverdag, kan mange danskere med god samvittighed sove længe. Sommerferien har nemlig sænket sig over det meste af landet.

Og det har varmen også. Hele landet har i løbet af de seneste tre dage oplevet temperaturer på 25 grader – mange steder endnu højere.

Men det ændrer sig nu, lyder meldingen fra vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Bolette Brødsgaard tidligt mandag morgen.

– Vi er i gang med at få afsluttet denne her varmebølge, som vi har haft over landet de sidste par dage. Det er faktisk begyndt i Jylland. Der regner det, og der er torden, siger hun.

Mandagens vejr giver jyderne et markant fald i temperaturen med dagtemperaturer på sølle 15-20 grader.

Risiko for skybrud
Et sådant markant temperaturfald kan give voldsomt vejr. Derfor har DMI udsendt et varsel om skybrud for store dele af Jylland og en risikomelding om skybrud for resten af landet undtagen Bornholm.

For Thy og Mors’ vedkommende forventer DMI, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min. Nogle af bygerne kan desuden have torden med sig.

Varslet er gældende fra klokken fra klokken 06-17.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top