Drømmen om slutspillet lever trods endnu et nederlag

Selv om Mors-Thy Håndbold har tabt syv ligakampe i træk, så lever drømmen om en plads i slutspillet stadig.

Fredag aften blev det til et 1-målsnederlag (28-27)på udebane mod KIF Kolding. Og selvom Mors-Thy Håndbold egentlig spillede en fin omgang håndbold, så måtte man altså for tredje kamp i træk forlade banen som tabere med mindst mulig margin.

– For hver gang man taber, bliver det tungere. Jeg føler med gutterne, fordi igen er indsatsen og indstillingen god, men vi brænder for mange klare chancer, hvilket måske kan tyde på, at skuldrene ikke er helt sænkede, og nogen måske er lidt præget af ”alvoren” – det er vanskeligt at sige, siger cheftræner Jonas Wille til klubbens hjemmeside.

De mange nederlag betyder, at Mors-Thy Håndbold nu ligger uden for top 8, som altså udløser billet til slutspillet. Mors-Thy Håndbold ligger på 10. pladsen, men har stadig slutspillet inden for rækkevidde. Skanderborg og Fredericia, som ligger på hhv. 9. og 8. pladsen har nemlig kun ét point mere end Mors-Thy.

Mors-Thy Håndbold mangler at spille to kampe på denne side af jul og nytår. Allerede på onsdag besøger de regerende Danmarksmestre Aalborg Håndbold Sparekassen Thy Arena Mors i Nykøbing.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top