En drone generer flere borgere i Nykøbing Mors. Den flyver tæt på deres boliger, og specielt er området Fårup i Nykøbing ramt af problemer, skriver Lillian Pedersen i et opråb på Facebook.
Hun bor i Fårup, og har set dronen flyve helt tæt på familiens hus og vinduer.
“Det foregår både om aftenerne og morgener. Den er bl.a. observeret i morges kl 6.00 i vores have. På dette tidspunkt var det helt mørkt udenfor. Vi har tidligere tænkt, at det var børn, der legede, men nu hvor det er på hverdage kl 6-7 og om aftenerne, føler vi os generet af det. Når vi stiller os hen til vinduerne og viser den opmærksomhed, forsvinder dronen med det samme.”, fortæller Lillian Pedersen.
Hun er ikke den eneste, der har følt sig generet af – måske – den samme drone.
“Dronen har også fløjet hen over mit hus og gård en del gange. Jeg bor i Aagade”, skriver Nadja Dyring der bakkes op af flere på siden.
Sagen er anmeldt til Politiet, der har opfordret Lillian Pedersen til at lave et opslag om sagen på de sociale medier, og selvfølgeligt, at man anmelder det til Politiet på 1-1-4, hvis man føler sig krænket af dronen.
Reglerne for flyvning med droner, kan du finde her
Foto : Dose Media, Unsplash