Af Ib Stanley Sørensen, Erslev, Mors
En selektion, som leder tankerne tilbage på nazismen, hvor de deporterede blev udvalgt til at leve, mens andre blev kasseret og sendt i døden. Opdelt i A og B mennesker.
Jeg sidder med min bærbar og skriver dette indlæg på en bænk på Nykøbing Mors kirkegård. Kirkegården er valgt, da jeg mener stedet, omgivet af gravpladser, på godt og ondt, er meget rammende for det ubegribelige, nedværdigende menneskesyn og svigt, jeg her kortfattet vil sætte nogle tanker og ord på i håbet om en forandring.
Et spinkelt håb. Men alligevel, dog et håb. Ude i den horisont, som egentlig ikke er der, hænger mørke og truende skyer. Der er vindstille, men vejret er råkoldt.
Jeg er vred, frustreret og uforstående, men mest af alt er jeg sørgmodig over, hvorfor de praktiserende læger og sundhedssystemet generelt mener, at nogle patientgrupper er værd at redde fra deres potentielt dødelige sygdom, mens en anden, en stigmatiseret og rubriceret patientgruppe sendes hjem til den visse død.
Vel og mærke med den praktiserende læges viden og fulde accept. Det, på trods af, at sygdommen, signifikant kan helbredes og kontrolleres.
Lægeløftet tilsiger blandet andet…”at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse.”
Dette lægeløfte er en forpligtelse, som læger aflægger for at sikre, at de altid handler etisk og moralsk i patienternes interesse. Beklageligvis er lægeløftet ikke det papir værd, som det er nedfældet på i 1815. Tværtimod.
Vi har et moralsk som etisk problem, hvor ligegyldigheden og selektionen hersker ved de praktiserende læger, i sundhedsvæsnet som på det politiske niveau. En selektion, som leder tankerne tilbage på nazismen, hvor de deporterede blev udvalgt til at leve, mens andre blev kasseret og sendt i døden. Opdelt i A og B mennesker.
Bliver man stødt af metaforen, er operationen lykkes. Hvordan man end vender og drejer det, er det den barske virkelighed i velfærdssamfundet anno 2025. Her sidder lægerne, sundhedssystemet og politikere og selekterer patientgrupper på grusomste vis. Der er bare ingen der tør sige det højt. Ingen tør forholde sig til det!
Sundhedsministeren og sundhedsordførerne for de respektive partier reagerer ensartet, når jeg henvender mig med bekymringen om det alvorlige svigt af levende mennesker, der er åbenlyst. Ingen respons. Kun en rungende og skræmmende radiotavshed.
Retfærdigvis skal siges, at Danmarks Demokraterne rent faktisk tog sig tid, og responderede på min henvendelse. Det har jeg enorm stor respekt for. Det er ordentlighed. De mente dog, det var en kompliceret problemstilling. Det er det ikke, kompliceret. Slet ikke. Det er faktisk helt enkelt.
For er en patients helbred truet i en sådan grad, at patienten er til fare for sig selv, træder sundhedslovens kapitel 2. §4 jvf. psykiatrilovens §5, omhandlende tvangsindlæggelse i kraft. Det er selvfølgelig en voldsom indgriben i den personlige frihed, hvorfor en tvangsindlæggelse kun må foranstaltes i tilfælde af, at…
…udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet
…den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv
Så det er ikke kompliceret. Men alligevel accepteres det bredt, at denne patientgruppe med sygdommen alkoholisme opgives, og sendes hjem af den praktiserende læge. Det, på trods af, at sygdommen er så fremskreden, at døden er nært forestående inden for uger. I bedste fald måneder.
Patienten sendes hjem med endnu en folder til alkoholambulatoriet og med formanende ord om at stoppe drikkeriet omgående.
De praktiserende læger, sundhedssystemet, og det politiske niveau mener ikke, man kan hjælpe en patient med sygdommen alkoholisme, hvis vedkommende ikke vil hjælpes. Heller ikke når døden banker på hoveddøren. Denne patetiske tilgang gør, at sygdommen udviskes, og patientgruppen reduceres til moralsk forfald, mangel på karakter, manglende viljestyrke, og flosklen “han/hun skal bare tage sig sammen.” Ligesom for 100 år siden.
Men samtidig mener man, at man kan og skal hjælpe den anorektiske patientgruppe, hvor også døden er nært forestående. Det, selvom vedkommende ikke vil medvirke til behandling. Man iværksætter derfor sundhedslovens kapitel 2. §4 jvf. psykiatrilovens §5 om tvangsindlæggelse.
For selvfølgelig kan vi ikke i velfærdssamfundet acceptere, at patienter gør selvmord. Heller ikke indirekte. Det er jo sygdommen, der taler og ikke personen bag sygdommen. På samme måde iværksættes foranstaltende hjælp til den suicidale patientgruppe. Det sker også med hjemmel i loven. Ja, selv terminale patienter skal holdes i live længst muligt.
Kan man høre hykleriet brede sig over det ganske land som en steppebrand? Det er så nedværdigende et menneskesyn, at ord ikke kan være dækkende for den behandling, eller netop mangel på samme, denne patientgruppe og deres familie udsættes for.
Selvom alkoholisme er anerkendt af WHO, som en sygdom på lige fod med andre sygdomme, behandles den åbenlyst ikke sådan.
Patientgruppen med sygdommen alkoholisme udvælges til at sygne hen og dø i velfærdssamfundets hellige navn, hvor køen ved håndvasken på Christiansborg og i sundhedssystemet bare bliver længere og længere.
Bare så det ikke misforstås. Indlægget her handler ikke om patientgruppens symptombehandling i sundhedssystemet generelt. For det forekommer.
Det handler ikke om alkoholkulturen.
Det handler ikke om, hvordan borgerne forvalter deres liv. Det er den personlige frihed. Det skal staten ikke blande sig i.
Det handler ikke om, hvorvidt patienten er klar til behandling eller ej.
Det handler ikke om andre patientgrupper.
Det handler ikke om dobbeltdiagnosticerede
Det handler ikke om eksisterende tilbud eller retten til selvmord for den sags skyld.
Det handler eksplicit om patientgruppen, som selekteres, sorteres fra som affald på bekostning af andre patientgrupper. En patientgruppe, som stuves sammen i toget mod endestationen på den mest bestialske måde, hvor den praktiserende læge, sundhedssystemet og det politiske niveau praktiserer overmennesker! Det er kynisk, det er skændigt, det der pågår for øjnene af os alle. Der burde rejses tiltale mod de praktiserende læger, sundhedssystemet og de ansvarlige politikere for uforsømmelig omgang med levende mennesker!
En ældre dame kommer gående og gør mig selskab på bænken. Jeg ved godt, hvem hun er, men jeg har glemt navnet. Sådan er det ofte med os, der har haft sygdommen. Vi taler om mangt og meget. Hun spørger, om jeg ikke kendte ham på gravstenen foran. Det gjorde jeg. Det gør jeg. Han vil aldrig gå over i glemslen. I det fjerne ringer klokken ind til endnu en begravelse. Regnen er så småt begyndt at falde, og de krystalklare dråber lægger sig kortvarigt på kinden. Vi følges ad ud mens tid er.