Duelund indviet: – Vi har skrevet lokalhistorie

Fredag formiddag blev Morsø Kommune’s nybyggede plejecenter Duelund i Nykøbing officielt indviet. De første beboere flyttede ind i det næsten 100 millioner kroner dyre center tilbage i februar, men corona’en har udskudt indvielsen indtil nu.

– Vi gjorde det. Sikke en bedrift, som vi endeligt kan indvie og fejre officielt i dag, indledte borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) sin tale. I talen understregede han også, at byggeriet er det største i nyere tid på Mors, at man derfor har skrevet lokalhistorie.

– Det er vigtigt og af stor betydning, at vi har gode forhold til vore ældre, og at vi har rammerne som understøtter livskvalitet, som kan opfylde nuværende og også fremtidens behov, fortsatte borgmesteren sin tale.

De første beboere flyttede ind i vinters. Foto: Morsø Kommune

Der er 48 pladser i alt på Duelund, hvoraf 30 boliger er til demensramte. Flere og flere rammes af demens, hvilket selvfølgelig er noget Morsø Kommune, der har ambitioner om at være Danmarks mest demensvenlige kommune, har haft for øje

– Duelund har et demens-afsnit, som i høj grad tager hensyn til borgere med denne folkesygdom, og som skaber de bedst mulige rammer for en værdig tilværelse med udgangspunkt i den enkeltes behov og ressourcer, lød det fra borgmesteren.

Også socialudvalgsformand Henning Sørensen (V) hold tale. Også han nævnte demensområdet:

– I dag ser vi resultatet af arbejdet, som vi begyndte i 2015. Her begyndte vi at kortlægge behovet og analysen af, hvordan behovene på plejeområdet ville se ud i Morsø kommune i fremtiden – og ikke mindst på demensområdet. Vi kan i dag glæde os over en styrkelse af ikke mindst demensområdet, som der blev lavet en ambitiøs strategi for.

Forfatter

Related posts

Top