I april er de danske forbrugerpriser steget med 1,5 procent i forhold til samme måned året før.
Det er den højeste stigning målt på et år siden oktober 2017. Det viser tal fra Danmarks Statistik for forbrugerpriserne – også kendt som inflationen. Det er særligt stigende priser på tobak samt benzin og diesel, der er med til at trække inflationen op i april.
Inflationen er et udtryk for udviklingen i priserne over tid. Når inflationen stiger, får forbrugerne mindre for de samme penge, men man vil gerne have en lille, stabil inflation i økonomien, fordi det holder gang i forbruget.
Selv om en dansk familie i snit skal have flere penge op ad lommen for at købe de samme varer og serviceydelser sammenlignet med sidste år, så bør familien også have oplevet stigende lønninger.
Det bemærker Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank.
– De seneste tal fra Dansk Arbejdsgiverforening viser en lønstigningstakt på 2,4 procent, hvorfor der faktisk burde være råd til mere end sidste år, skriver han i en kommentar.
/ritzau/