Efterårsvejret melder sin ankomst i denne uge

Vi kan se frem til at begynde ugen med to dejlige og sommeragtige dage, men derefter kan man godt begynde at vænne sig til det lidt køligere efterårsvejr, der lige så stille sniger sig ind over Danmark.

Sådan siger Bolette Brødsgaard, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen. Det gode vejr holder ved tirsdag, men derefter skifter det.

– Så kommer der skyer og regn nordfra om onsdagen, og det begynder også at blæse noget. Der kommer det helt afgjort til at føles lidt mere efterårsagtigt, siger Bolette Brødsgaard.

Herefter vil temperaturerne formentligt ligge mellem 15 og 20 grader ugen ud.

I august har landet især været plaget af voldsomme skybrud, og det er altså ikke sikkert, at vi kan lægge dem helt bag os endnu.

– Det ser ikke helt så oplagt ud med skybrud, men der kan da godt især torsdag og fredag komme nogle byger, som måske kan være med torden, og derved er der potentiale for, at der er skybrud imellem, siger Bolette Brødsgaard.

Mens flere formentlig spejder efter et par solskinsdage, i håbet om at sommeren endnu ikke er gået helt på hæld, kan det godt være, at kalenderen siger september, før Danmark får mere mærkbar sol.

– Temperaturen er lidt på vej nedad, så det kunne godt se ud som om, at vi skal hen i første uge af september, før vi måske kan få det lidt mere tørt og måske en lille smule lunere igen, siger Bolette Brødsgaard.

I samme ombæring påpeger hun, at første uge af september er lige om hjørnet.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top