Den generelt store efterspørgsel på huse i 2019 gjorde det sværere for køberne at forhandle sig frem til et nedslag i prisen. Flere steder lykkedes det dog køberne at prutte sælgerne ned i pris.
På landsplan blev der i gennemsnit givet 3,6 procent i afslag på villahandlerne i 2019. Men to nordvestjyske kommuner er med på top 20-listen og steder i landet hvor de største afslag blev givet. Det skriver boligsiden.dk.
Med et gennemsnitligt afslag på 7% af udbudsprisen placeres Struer Kommune på 4. pladsen over steder i landet hvor de største afslag blev givet.
Thisted Kommune runder listen af med et afslag på godt 5% i gennemsnit.
– Som sælger i yderområderne vil man ofte være interesseret i at slå til, når der står en interesseret køber ved døren. Og derfor er det også i disse områder, at vi ser de gennemsnitlig største nedslag i priserne, forklarer Birgit Daetz der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
I 2019 er det Læsø Kommune, der topper listen over de procentvise største rabatter, idet køberne her har fået forhandlet sig frem til et nedslag på gennemsnitlig 7,3 procent af udbudsprisen.
Foto: Nybolig