Eksamenstiden nærmer sig hastigt, og dramaeleverne på Morsø Gymnasium inviterer derfor alle interesserede til Teaterfestival i morgen torsdag d. 5. maj for at se de forestillinger, eleverne bliver bedømt på, hvis drama bliver udtrukket til eksamen.
I Femme Finale viser et mordmysterium med mærkelige blodpletter og mannequiner nye sider af kvindekønnet, og i Europamestrene udstilles vores emsighed, smålighed, angst, nærighed, bøvethed og dårlige smag. Det er 3.g’e-eleverne der står for den forestilling klokken 15.15.
Også 1 g’erne er klar med en forestilling. De har selv digtet videre på Line Knutzons kult-komedie “Først bli’r man jo født” fra 1990’erne, og det er blevet til en absurd og kærlig historie, hvor Axel og Tudeberg ser tilbage på deres ungdomsforelskelse i pigerne Lis og Tis fra inde ved siden af.
Teaterfestivalen er åben for alle interesserede, og den giver de dygtige dramaelever en enestående mulighed for at vise deres forestillinger for et publikum. Hvis faget drama bliver udtrukket til eksamen til sommer, skal 3.g’erne vise deres forestilling og bedømmes af en censor, men til teaterfestivalen er det altså publikum, der vurderer stykkerne.
Forestillingerne er alle gratis og vises på Morsø Gymnasium og Limfjordsteatret, Limfjordsvej 95 i tidsrummet 15.15-18.30.
Foto: Morsø Gymnasium