Dagpengesatsen skal sættes op under coronakrisen. Det mener Enhedslisten.
Dermed bakker partiet op om forslaget, som 3F’s formand, Per Christensen, søndag kom med i et interview med A4 Arbejdsliv.
Per Christensen taler om et “coronatillæg”, der skal gælde for alle dagpengemodtagere og vare i tre måneder.
Han vil hæve dagpengesatsen midlertidigt med en tredjedel, så man ender på cirka 25.000 kroner om måneden. Den fulde dagpengesats er nu på cirka 19.000 kroner om måneden.
Enhedslisten opfordrer finansminister Nicolai Wammen (S) til at indkalde til forhandlinger allerede i denne uge.
– Tusindvis har mistet deres job. Hver eneste dag under coronakrisen bliver arbejdsløshedskøen længere og længere, og de mennesker har ikke en jordisk chance for at finde et arbejde, siger Enhedslistens finansordfører, Rune Lund.
– Det er simpelthen urimeligt, at den tryghed og hjælp, de kan få i form af dagpenge, for manges vedkommende er for lidt til at køre videre med et budget til en almindelig familie i særlig lang tid, siger Rune Lund.
Fra mandag til lørdag i denne uge har mere end 21.600 personer meldt sig ledige. Alene lørdag meldte 604 personer sig som arbejdsløse.
Det er mere end dobbelt så mange som på en almindelig lørdag, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
/ritzau/