Fremtiden er elektrisk. I hvert fald hvis man spørger de nu tre ladeoperatører Tesla, Clever og Allego, som alle har valgt at investere i lynladestationer på Aabro Fald. Tesla og Clever øger deres engagement, mens Allego er ny operatør i området nær Nykøbing Mors.
Tesla har valgt at gå fra 400 kvm til 1500 kvm for at have plads til kommende udvidelser. Clever øger også deres andel med 400 kvm – så de rammer i underkanten 5000 kvm. Allego, som er en af Europas største udbydere af strøm til elektriske biler, har købt ca. 1600 kvm.
– Vi ser frem til at kunne tilbyde superhurtig opladning på Mors. Vores tilgang er, at det skal være nemt, hurtigt og tilgængeligt. Det betyder, at man ikke behøver abonnement, men kan betale direkte med betalingskort, fortæller Steven Lau, Business Developer, Denmark & Norway fra Allego og fortsætter:
– Med den store vækst i området og det øgede fokus på elbiler, så er placeringen på Mors helt ideelt for os. Her kan vi i den vestlige del af landet både lette opladningen for de lokale, pendlere og turister.
Fokus på udvikling giver også gevinst for klimaet
Morsø Kommune har arbejdet målrettet på at udvikle erhvervsområdet, og det giver fortsat resultater. Faktisk er størstedelen af grundene allerede købt eller reserveret.
– Jeg er glad for, at Allego også kan se fordele i at investere på Mors. Det viser at vores udviklingsdagsorden betaler sig, og samtidig så gavner det også den grønne omstilling. Vi er i fuld gang med at omstille til mere klimaneutrale energikilder, og her skal det naturligvis også være let at vælge elbilen på Mors, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune og fortsætter:
– Det er vigtigt for mig at pointere, at udvikling ikke kommer af sig selv – og jeg vil den forbindelse rette en stor tak til mine politiske kollegaer, som tager de fremsynede beslutninger og til de dygtige medarbejdere, som med en ihærdig indsats letter virksomhedernes vej til Mors.
Erhvervsområdet Aabro Fald/Vester Fald har 129.500 salgbare arealer, hvoraf ca. 63.500 kvm solgt, ca. 34.500 kvm er reserveret, og de resterende ca. 31.500 kvm er ledige.
Allego får adressen Vester Fald 12. Tesla flytter placering til Vester Fald 14, og Clever udvider deres område med Teslas tidligere placering og fortsætter med adressen Vester Fald 8.