Elever gamer sig til viden om erhvervsuddannelserne

Ca. 175 elever fra Dueholmskolen i Nykøbing lærer i øjeblikket en masse om erhvervsuddannelserne på en ny og anderledes måde. Eleverne på 7. årgang får nemlig i disse dage lov til at spille sig til viden, når de på iPads dyster mod klassekammeraterne i spillet ’City of Educatia’.

Gameday-arrangementet er et forløb under EU-projektet ’Den Erhvervsfaglige Vej til Succes’, og det er således et forløb, der udbydes af alle erhvervsskoler i Region Nordjylland. Spillet er udviklet med henblik på at hjælpe flere unge til at træffe et kvalificeret valg, når de skal vælge ungdomsuddannelse.

– Det er et virtuelt univers, der bygger på augmented reality, hvor de enkelte elevers personlige profiler i forhold til læringsstile, interesser og karrieredrømme kommer i spil. Tanken er, at spillet skal vække de unges interesse for og nysgerrighed omkring uddannelse og fremtidsmuligheder. Og erfaringen viser da også, at eleverne synes, at det er en sjov måde at lære på – især fordi der også er et konkurrenceelement involveret, fortæller teamleder Sigurd Skovborg fra Stifinderen på EUC Nordvest.

Han understreger, at ’City of Educatia’ ikke er en erstatning for, men i stedet et digitalt supplement til, den kollektive vejledning, som den koordinerede ungeindsats (KUI) varetager. Et supplement, der bliver taget godt imod af eleverne.

– Jeg synes, det er en sjov måde at lære om erhvervsuddannelserne på. Vi laver forskellige opgaver, hvor vi lærer noget om, hvordan det er at arbejde inden for forskellige brancher. Det kan fx være at bygge noget, lave buketter, købe ting og lave smykker, lyder det eksempelvis fra Nanna Bang Jespersen fra 7.B på Dueholmskolen. Hun fortsætter:

Nanna Bang Jespersen

Det er en meget hyggelig og anderledes måde at lære på, og samtidig synes jeg også, at det er en god hjælp til, når jeg skal bestemme mig for, hvad jeg skal vælge af uddannelse. Man finder ud af, at der også er flere erhvervsuddannelser, der kunne være spændende.

Et tilbud til alle skoler i EUC Nordvests markedsområde
EUC Nordvest har tidligere afviklet Gameday-arrangementet for enkelte 7. klasser, men det er første gang, arrangementet afvikles for en hel årgang på en skole.

Målet er naturligvis at introducere, så mange som muligt af eleverne på 7. årgang til spillet, og derfor gælder tilbuddet om et Gameday-arrangement også for alle skoler i Thy, Mors og Han Herred.

– Vi kommer med glæde ud og besøger alle skolerne i vores markedsområde. Indtil videre har vi synliggjort konceptet via KUI, og herudover arbejder vi på at præsentere tilbuddet på vores hjemmeside, hvor planen er, at der skal ligge et tilmeldingsmodul, så skolerne kan booke direkte ad den vej. Indtil det sker, tilmelder man sig direkte hos Stifinderteamet. Det er bare at give os et kald – så er vi klar til at rykke ud og give eleverne en anderledes, sjov og lærerig introduktion til erhvervsuddannelserne, garanterer Sigurd Skovborg.

Foto: EUC Nordvest

Forfatter

Related posts

Top