Et par gode timer med strandrens, hygge og måske en løbetur? En god aktivitet for hele familien.
Lørdag d. 5 marts, slår den skønne natur i Thy igen dørene op for dig, når tøjfirmaet ELSK og organisationen Strandet går sammen om at afholde en strandrens i Thy.
Det sker på stranden ved Vangså, som er mellem Klitmøller og Vorupør.
Direktør i ELSK fortæller om lørdagens projekt: “For os er det indgroet i vores DNA, at vi skal bruge vores virksomhed til at tage hånd om naturen og være med til at skabe en positiv forandring. Når man så ser stranden efter vinterens storme, går det endnu mere op for en hvor meget naturen har brug for hjælp. Derfor er det naturligt for os at prøve at samle folk til at gøre en indsats. Så er det et kæmpe plus at vi kan gøre det sammen med de dygtige folk hos Strandet, som har god erfaring og viden omkring det. Samtidig med det, er de fantastiske formidlere. Det gør at de som kommer også kan få viden omkring problematikkerne og hvad vi alle kan gøre for at mindske affald i naturen og finde løsninger på de problemer vi står overfor.”
Strandrensningen starter kl. 10.00 og løber af stablen frem til kl. 13.00.
ELSK byder på lidt godt til ganen og gode lokale forfriskninger. Som et anderledes initiativ, har man også mulighed for at deltage i et løb på dagen, hvor man løber langs stranden og skal samle en pose affald.
Du har altså to muligheder for hvordan du vil deltage:
1. Kom forbi mellem 10.00 og 13.00. Gå en tur langs stranden og fyld din pose med affald. Nyd den flotte natur og få lidt sund motion.
2. Mød op kl. 10.00 med din skarpeste løbesko på fødderne.
Du får en helt unik løbeoplevelse. Du kan enten give den gas og løbe stærkt. Eller du kan tage den med ro og få en dejlig løbeoplevelse.
Ruten er 9,5 km lang og ja….du kommer til at få sand i skoene.
Under løbeturen skal du selvfølgelig sørge for at få fyldt en pose med affald. Er posen ikke fyldt, tæller løbet ikke som gennemført.
Alle som gennemføre løbet, får udleveret en lækker ELSK mulepose og så er der selvfølgelig præmier til top 3.
Vigtigt hvis du vil løbe: Send en e-mail til vinder@elsk.com og skriv antal deltagere du gerne vil tilmelde.
Der er løbs-info kl. 10.00 og start kl. 10.15.
Vangså p-pladsen 10.00-13.00.
Det er for enden af vejen ”Hvidbakken”.