En 57-årig kvinde er tirsdag aften omkommet i en trafikulykke nær Øsløs nord for Thisted, skriver TV MIDTVEST. Rute 11 mellem Øsløs og Gøttrup var afspærret i flere timer, da der ifølge Politiet var tale om en særdeles voldsom ulykke.
Kvinden, der kommer fra lokalområdet, kørte i en personbil, som kørte frontalt sammen med en varebil.
Personen i varebilen er ifølge politiet uskadt, mens de pårørende til den 57-årige kvinde er underrettet.
Politiet og en bilinspektør er nu ved at klarlægge årsagen til ulykken.