Læserbrev af Ellen Philipsen Dahl, på vegne af Demokratisk Balance på Mors.
I fredagens udgave af Nordjyske bringes et portræt af mig som spidskandidat for Demokratisk Balance. Langt hen ad vejen har journalisten fanget essensen af den politik Demokratisk Balance går til valg på.
Men man kan åbenbart ikke forlange, at journalisten ikke lige ønsker at misinformere, så der på falderebet kan skabes mulighed for lidt ekstra rav i valgkampen!
Korrektion – en gang for alle: Demokratisk Balance ønsker IKKE at bygge sommerhuse på Ørodde!!!
Vi ønsker at udvide den eksisterende campingplads, nænsomt indpasset i det eksisterende rekreative område. Vi ønsker et unikt bynært, maritimt naturområde, uden privatejede sommerhus/boliger.
Vi ønsker et område med en for alle tilgængelig og familievenlig badestrand og badefaciliteter i umiddelbar tilknytning til et skovområde med stier og forskelligartede opholdsmuligheder og aktiviteter.
Vi ønsker at bevare Cricketklubben og Tennisklubben samt at plante skov på Kvajborgs eng. Alt sammen tilgængeligt og attraktivt for både turister og morsingboer.
Håber ovenstående er så klart og utvetydigt formuleret, at selv en journalist kan forstå det!