En markant styrkelse af erhvervsuddannelserne i nyt regeringsudspil

Regeringen har netop lanceret udspillet ’Forberedt på fremtiden VII’, som markerer en betydelig investering i landets erhvervsuddannelser. Udspillet skal sikre, at erhvervsuddannelserne står endnu stærkere – nu og i fremtiden – og at flere unge vælger en faglært karriere. 

Hos EUC Nordvest hilser man initiativet velkommen, og ser det som en klar styrkelse af et i forvejen stærkt uddannelsestilbud.

“Det er et ambitiøst udspil, der virkelig viser, at regeringen lytter til erhvervsskolernes behov. De tiltag, der nu bliver sat i værk, vil gøre en mærkbar forskel – både for vores elever, vores undervisere og ikke mindst for de virksomheder, der mangler kvalificerede faglærte. Vi ser det som et vigtigt skridt i den rigtige retning”, lyder det fra direktør Hans Chr. Jeppesen fra EUC Nordvest.

Et økonomisk løft, der kan mærkes
Med regeringens udspil afsættes der fra 2025 årligt 260 mio. kr. – stigende til 330 mio. varigt fra 2029 – til at styrke erhvervsuddannelserne. Et betydeligt økonomisk løft, der skal sikre, at de danske faglærte også fremover har de rette kompetencer til at kunne skabe mærkbar værdi ude i virksomhederne.

“Det er en stærk investering i fremtidens arbejdsmarked. Vi er især glade for den øgede investering i undervisernes erhvervspædagogiske kompetencer. Tidligere var finansieringen af den erhvervspædagogiske diplomuddannelse til undervisere, der kommer fra erhvervslivet, pålagt skolerne, men fremadrettet vil denne indsats blive finansieret via et nyt taxametertilskud, hvilket vil være mærkbart i den enkelte skoles budgetter. Et andet væsentlig tiltag er regeringens plan om at reducere bureaukratiet på erhvervsuddannelserne. Færre proces- og lovkrav er noget vi i dén grad hilser velkommen, da det vil give skolerne bedre mulighed for at fokusere på kerneopgaven: At uddanne dygtige faglærte”, siger Hans Chr. Jeppesen.

Styrket fokus på ungemiljøer og praktikophold i udlandet

EUC Nordvest glæder sig også over, at regeringen sætter fokus på etableringen af stærke ungemiljøer – en indsats den lokale erhvervsskole allerede selv har igangsat. At man samtidig har en målsætning om at femdoble antallet af elever, der får mulighed for at komme i praktik i udlandet, vækker ligeledes begejstring.

“Vi har i mange år haft stor succes med at sende vores merkantile elever i praktik i udlandet. Vi har også erfaring med at sende elever fra de tekniske erhvervsuddannelser afsted – dog i mindre omfang. Derfor er vi særligt glade for, at der nu skabes bedre rammer for, at endnu flere elever, uanset uddannelsesretning, får denne mulighed. Det er en fantastisk oplevelse for de unge, der både styrker deres faglige og personlige kompetencer”, understreger Hans Chr. Jeppesen.

Bedre adgang til skolehjem

En af de store nyheder i regeringsudspillet er, at adgangskravene til skolehjem lempes. Fremover skal elever kun have 3 kvarters transporttid med offentlig transport – mod de nuværende 5 kvarter – for at kunne bo på skolehjem.

“Det vil gøre en stor fordel for en skole som vores, da vi har elever fra et stort geografisk område. Den nye regel vil gøre det lettere for flere elever at vælge en erhvervsuddannelse, da de nu får mulighed for at bo tæt på skolen, hvilket uden tvivl vil lette hverdagen for mange”, fastslår Hans Chr. Jeppesen.

Klyngedannelser giver bedre lærepladsmuligheder

EUC Nordvest ser også positivt på den nye model for klyngedannelser på GF2, der betyder, at eleverne på tværs af beslægtede uddannelser kan søge lærepladser på tværs af fagområder.

“At fx en lastvognsmekaniker-elev nu også kan søge læreplads inden for entreprenør- og landbrugsmaskiner, giver en langt større fleksibilitet og øger chancerne for at finde en god læreplads. Det er dejligt at se, at regeringen har lyttet til vores ønsker på dette område”, lyder det fra Hans Chr. Jeppesen.

Et styrket fundament for fremtiden

Samlet set ser EUC Nordvest ’Forberedt på fremtiden VII’ som et stærkt skridt mod at gøre erhvervsuddannelserne endnu mere attraktive.

“Vi tror på, at dette udspil vil få endnu flere unge til at vælge en faglært uddannelse, og det er præcis, hvad både samfundet og virksomhederne har brug for”, slutter Hans Chr. Jeppesen.

Fotos : EUC Nordvest

Forfatter
Top