De sidste ugers hårde kamp mod corona har vist sig at bære frugt for plejecentret Kristianslyst i Thisted.
Der er nu nul smittede blandt både beboere og de ansatte, hvilket betyder, at plejecentrets skærpede besøgsforbud er blevet ophævet af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det oplyser Thisted Kommune I en pressemeddelelse.
Dermed kan både beboere og personale ånde lettede op. De sidste uger har været en lang, sej kamp mod at standse det smitteudbrud med coronavirus, der startede juleaftensdag tilbage i 2020.
– Her er en rigtig god stemning nu, og både vores beboere og personalet er så glade for at kunne vende tilbage til en bare lidt mere normal hverdag, forklarer Lise Ørbæk Knudsen, som er leder af plejecentret.
Den sidste positive test kom i slutningen af januar måned.
Tilbage til mundbind og håndsprit
Med smitten slået ned er personalet nu gået tilbage til primært at bruge mundbind og håndssprit, som er de værnemidler, sundhedsmyndighederne har påbudt, at de skal bruge.
Dog er der fortsat et krav om at holde afstand samt de øvrige restriktioner for beboerne, som også gælder for de andre plejecentre i kommunen.
– Der bliver holdt to meters afstand blandt beboerne, men i det mindste kan de nu spise sammen i fælles områder og med rigtigt service. Før brugte vi engangsservice for at forhindre smittespredninger, forklarer Lise.
At beboerne i en periode har måtte nøjes med de hvide engangstallerkner er blot et eksempel på, at alle potentielle smittekilder, arbejdsgange og forhold er blevet gennemgået ned til mindste detalje i samarbejde med de sundhedsfaglige eksperter.
Det har dog ikke været muligt at fastslå en entydig kilde til smittespredningen i juleferien, men de mange ekstra retningslinjer og værnemidler har gjort en forskel.
Samtidig er både beboere og personalet blandt de grupper i samfundet, som har fået tilbudt begge stik af vaccinen, og dermed er de bedre beskyttede mod en ny omgang smitte.
– Det har uden tvivl været en rigtig hård kamp for både beboere og personalet at komme igennem den første måned af det nye år. Men jeg synes virkelig, at alle har klaret det flot – både beboerne, de pårørende og vores personale, siger Lise Ørbæk Knudsen.
Besøg skal gennemføres forsvarligt
Påbuddet mod besøg er blevet ophævet med øjeblikkelig virkning. Det betyder, at to ekstra personer – udover den nærmeste pårørende – igen må besøge Kristianslyst. Besøg skal, ligesom på alle øvrige plejecentre, gennemføres på en forsvarlig måde og i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Det vil sige, at der skal bæres mundbind fra det øjeblik, du træder ind på centret, hvor der også sprittes hænder ved indgangen. Der skal desuden holdes to meters afstand. Derudover er det bl.a. en anbefaling, at man undgår at have fælles kontaktpunkter. Det kan for eksempel være at røre ved det samme dørhåndtag, den samme kaffekande eller kaffekop etc. Efter besøg aftørres overflader i lejlighed og fællesarealer.
Smitten falder, men tallene er stadig er ikke helt gode
Mens Kristianslyst kan sige sig helt fri for coronasmitte lige nu, går det lidt værre i resten af Thy. Kontakttallet ligger fortsat relativt højt, og i de sidste to uger har der næsten dagligt været mindst et nyt tilfælde af corona i Thy.
At corona stadig har et fast greb i thyboerne bekymrer social- og sundhedsdirektør Tue von Påhlman, og derfor opfordrer han også folk til at blive testede:
– Vi ser stadig et højt smittetryk i områder i Thisted og de omkringliggende byer, og det betyder, at det er endnu vigtigere at lade sig teste i det omfang, det er muligt. Vi har netop lavet en aftale med regionen om at udvide testkapaciteten i weekenden. Det betyder, at der kommer midlertidige testmuligheder i Thy-hallen den 13. og 14. februar. Desuden er vi i konstant dialog med regionen om de kommende muligheder for at blive kviktestet, forklarer han.
Selv med et ophævet besøgsforbud på Kristianslyst er det også her vigtigt, at besøgende som ønsker det, bliver testet forud for et besøg på centret. Personalet bliver fremover testet to gange ugentligt, hvilket også er standarden på de øvrige plejecentre, og beboerne testes, hvis de udviser symptomer.
– Det er ikke et krav, at pårørende skal testes, men vi håber virkelig, at mange vil gøre det alligevel, så vi kan komme videre uden en ny omgang smitte, siger Lise Ørbæk Knudsen.