En stigende kurve i forhold smittetrykket i Thy og på Mors ser ud til at være bremset.
Ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut, som i skrivende stund senest er opdateret onsdag den 10. februar, er der på Mors de seneste syv dag registreret 21 nye smittetilfælde med coronavirus. Det giver et incidenstal – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – på 103,9. Det er et fald fra 118,7 i forhold til dagen før.
Selvom smittetrykket på Mors er faldet, så er det stadig blandt de højeste i Danmark. Kun 10 andre kommuner har lige nu et højere smittetryk.
I de seneste 7 dage er 2.502 morsingboer blevet testet for coronavirus. Det giver en positivprocent på 0,84.
Også i Thisted Kommune er incidenstallet faldet. Det ligger nu på 59,9 og dækker over 26 nye smittetilfælde i løbet af de seneste syv dage. Det er et fald fra 78,4 i forhold til dagen før.
5.199 thyboer er blevet testet de seneste syv dage. Det giver en positivprocent på 0,5.
Foto: Line Bloch Klostergaard