Der er totalt udsolgt på Teater V i Valby, når Limfjordsteatrets nye voksenforestilling ”Noget om antihelte” i aften har Københavnerpremiere. Den er en del af programmet for festivalen CPH Stage – og vender derefter hjem til Mors for at spille to forestillinger på søndag og en tredje mandag aften.
– Det har været svært at få samlet de tre travle skuespillere til denne mini-turné, men vi er rigtig glade for endelig at få lov at vise forestillingen frem, siger teaterleder Gitta Malling.
Forestillingen er skabt af de tre skuespillere Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa sammen med instruktøren Moqi Simon Trolin ud fra deres egne oplevelser med at være mand anno 2021. Om at finde sin plads i et samfund, hvor manden ikke længere er nødvendig som familiens forsørger – for hvor er hans plads så?
Forestillingen havde urpremiere tilbage i februar under corona-nedlukningen – og skulle derefter have været på en fyldt turné rundt i landet. Så når antiheltene i aften går på scenen i Valby er det første gang for et publikum, som ikke er en del af Limfjordsteatrets medarbejderstab.
– Det glæder vi os vildt meget til, siger skuespiller Jens Andersen.
– Når man har arbejdet så intenst på en forestilling, er det virkelig antiklimaks ikke at kunne komme ud og spille. Der er så meget hjerteblod for os i ”Noget om Antihelte”, siger han.
Forestillingen er både humoristisk og tankevækkende og spækket med musikalske indslag. Nordjyskes anmelder, der som den eneste udefrakommende var med til urpremieren, gav den fem stjerner og skrev blandt andet: ”Her sættes mande- og kvinderoller i overrumplende rotationer. Det er hæsblæsende og ofte meget morsomt”.
”Noget om antihelte” spiller på Limfjordsteatret på Mors søndag 30. maj kl. 15:00 og 19:30 og indledes forestillingen med et arrangement for Limfjordsteatrets nye erhvervsnetværk. Mandag 31. maj spiller den igen kl. 19:30.
. Foto: Lars Horn, Baghuset