Der er masser af handlekraft og virkelyst i erhvervslivet i Thy, men der skal tænkes endnu mere strategisk, hvis vi skal tiltrække den arbejdskraft, som vi får brug for, lyder det fra erhvervschefen i Thy Erhvervsforum.
Det har været et travlt første år på pinden for Jens Mortensen.
Siden han første februar i fjor trådte ind ad døren hos Thy Erhvervsforum, har han været på besøg hos langt over 100 små og mellemstore virksomheder i Thy.
“Kræfterne er sat ind med to ører og én mund. Jeg har fokuseret på at være rundt og se, hvad de laver, blive klogere og høre, hvad der optager dem. Det er vigtigt at kende fundamentet, vi står på, for at vi som organisation kan være relevant for medlemmerne”, siger han om indsatsen for at lære sit bagland godt at kende.
Fuld gang i Thy
Og det er et Thy i fuld sving, der har mødt ham.
“Der driftes i et højt tempo, og der skabes flotte resultater, men samtidig bliver virksomhederne i stigende grad udfordret på rekrutteringen”, siger Jens Mortensen.
På bagkant af de mange besøg står noget nemlig særligt klart for manden i spidsen for Thy Erhvervsforum:
“Arbejdsløsheden er lav, og vi kigger ind i en fremtid, hvor flere befolkningsprognoser tegner et tydeligt billede af, at vi i 2040 vil være markant færre i kommunen i den arbejdsdygtige alder. Det bliver en meget stor udfordring i fremtiden at skaffe den nødvendige arbejdskraft, og der er brug for, at vi allerede nu sætter strategisk ind”, siger han.

Øjne på fremtiden
Derfor er fokus på forretningsudvikling også i høj kurs hos medlemmerne. I værktøjskassen til vejen mod målet har erhvervschefen en række nye tiltag og tilbud, som kom i spil første gang i 2024.
I samarbejde med Erhvervshus Nordjylland har Thy Erhvervsforum fx iværksat forløb med vækstprogrammer med særlig fokus på grøn omstilling, bæredygtighed og eksport. Et andet efterspurgt forløb er kursusrækken KlimaParat, udbudt i samarbejde med Sparekassen Danmark, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og Klimaalliancen Thy. Det førte i 2024 til etableringen af et nyt netværk for ESG-håndtering. ESG står for Environment, Social og Governance, og dækker over krav til hhv. miljø og klima, sociale forhold samt virksomhedsadfærd.
I januar 2025 er et samarbejde mellem Nationalpark Thy og Thy Erhvervsforum udmøntet i et nyt initiativ om ”lokal diversitet og partnerskaber”, som kan indgå direkte i virksomhedernes grønne regnskab. Og senest har der været afholdt et ”Vækst via Viden”-arrangement i samarbejde med Thisted Kommune. Her er målet, at virksomhederne gennem praktik af højtuddannet arbejdskraft får nye øjne på processer og strategier. Det kan synliggøre optimeringsmuligheder i såvel produktion som administration. Samtidig er der på kontoret travlhed med iværksætterivejledning, som er en anden af de store kerneopgaver, som Thy Erhvervsforum udfører for de omkring 220 medlemsvirksomheder i Thy.
“Vi skal naturligvis levere det, virksomhederne efterspørger, men jeg ser det også som en vigtig opgave, at vi er dem, der kan se, hvad de får brug for i den fremtid, der tegner sig. Vi er bindeleddet til den specialiserede viden og kan hjælpe ved at vise nogle nye veje frem. Der er en stærk tradition for, at vi arbejder sammen i Thy, og derfor er jeg også optimistisk i forhold til at vi finder de gode løsninger, når det kommer til at gøre os konkurrencedygtige i den fremtid vi ser ind i”, siger Jens Mortensen.
Kilde og Foto : Thisted Kommune