Erhvervsdirektør Per Søndergaard fylder 60 år

Per Søndergaards arbejdsliv har ført ham verden rundt. Han har jobmæssigt skullet agere i vidt forskellige kulturer i Kina, Sydamerika til det Nordlige Sverige. Men én ting har været gennemgående og nærmest ens overalt: De værdier, han var en del af under opvæksten på Mors, har vist sig universelle og har åbnet døre og skabt positive relationer overalt på kloden.

Den 3. november 2019 fylder erhvervsdirektør Per Søndergaard, Morsø Erhvervsråd 60 år.

Siden 2016 har han fra sit kontor i Morsø Jernstøberis tidligere direktionslokaler haft udsigt til det Rådhustorv, hvor han voksede op og som var hans legeplads i barneårene, når han da ikke var på fodboldbanen sammen med kammeraterne. Fodbolden passede han, til han som 24-årig kunne afslutte studiet ved Handelshøjskolen i Aarhus og bevæge sig ud i en stor og indtil da ukendt verden.

– Først i en voksenalder fandt jeg ud af, hvor meget der skulle kæmpes for at klare dagligdagen i mit barndomshjem. Med stor hjælp fra nærmeste familie og venner. På Mors kom hjælpen helt naturligt. Det ligger i Mors’ DNA, siger Per Søndergaard.

– Min far døde 3 måneder før jeg blev født i 1959, og min mor stod tilbage med et landbrug og 4 sønner. Hun solgte gården og overtog en tobaks- og vinhandel på Rådhustorvet i Nykøbing Mors, og torvet blev ramme om min opvækst. I barndommen syntes jeg, vi havde alt. Alle døre stod åbne, og der var masser af gode venner og nær familie, som altid var omkring mig, og her lærte jeg nogle helt grundlæggende dyder: Man skal opføre sig ordentligt og udvise andre respekt.

– Det var de værdier, jeg tog med mig sammen med en uddannelse fra Handelshøjskolen i Aarhus og en ansættelse hos det daværende Priess & Co i Glyngøre, fortæller Per Søndergaard og fortsætter:

– Som ung stræbte jeg meget efter uddannelse og faglig viden. Igennem de næste 35 år gik det op for mig, at værdierne fra Mors betød mindst lige så meget, og at de altid kommer først. Det vigtigste, jeg har lært overhovedet, siger Per Søndergaard.

Det skelsættende møde i Wien
Med en ansættelse i Udenrigsministeriet mødte Per Søndergaard 24 år gammel i 1984 ind som eksportkonsulent på den danske ambassade i Wien. Danmarks ambassadør i Østrig var på det tidspunkt den navnkundige Jens Christensen, der fik tilnavnet ”Mr. Europe”, for han var arkitekten bag Danmarks indtræden i det daværende EF i oktober 1972.

– Jeg var med det samme klar over, at ungdommen nu var helt slut. Det her var alvor, og det ville få afgørende betydning for mit videre liv, fortæller fødselaren. Og præcis sådan blev det.

Per Søndergaard og Jens Christensen fik et meget nært forhold i de tre år, Per Søndergaard arbejdede i Wien. Som så mange gange før var det en tilfældighed, som gjorde en stor forskel.

I sommeren 1985 brød den østrigske vinskandale ud. Set med nutidens øjne, knap 40 år efter, skabte skandalen i virkeligheden fundamentet for det høje kvalitetsniveau og positive omdømme, som østrigsk vinproduktion nyder godt af i dag. Men sådan var situationen langt fra i 1985. Tværtimod.

Skandalen betød svære år for Østrigs eksport og turisme. For den nyansatte og yngste mand blev det paradoksalt nok lige omvendt.

– Vinbønder havde tilsat glykol til vinen for at gøre den sødere og mere fyldig. Ambassaden var sparsomt bemandet på grund af ferie, og jeg blev sendt til det officielle krisemøde i det østrigske landbrugsministerium for at kunne rapportere hjem til Danmark. Stemningen var fortættet, mens blitzene lynede og spørgsmålene blev flere i antal. En blanding af rådvildhed og frygt. Alle vidste det var slemt. Men hvor store skader ville det medføre?

Udenrigsministeriet tog rapporten og sendte den uændret videre i systemet, og fra den dag fik Per Søndergaard et nært samarbejde med Jens Christensen, som fik stor betydning for hans videre liv og karriere.

– Jens Christensen tog mig under sine vinger både fagligt og personligt. Hans indsigt og førstehåndsberetninger om politik, EF, organisationer og international handel var enestående. Han var en virkelig kapacitet. Også menneskelig. Og så var han rummelig og en rigtig leder. En af de helt store. Uden at kunne sætte det på formel, vidste jeg, at jeg havde brudt en eller anden kode. I årene der kom, viste det sig rigtigt.

Verden rundt for Handelskammeret og EU-Kommissionen
Fra Udenrigsministeriet gik turen til Chr. IV’s gamle Børsbygning i Det Danske Handelskammer i København, hvor Per Søndergaard arbejdede i ni år, før han i 1999 blev tilbudt at blive direktør for et af EU-Kommissionens udviklingsprojekter med det lidet mundrette navn ”Europartenariat Denmark 2000.”

Den opgave gav efterfølgende en fast tilknytning som selvstændig teknisk ekspert for Kommissionen med opgaver for EU-støttede erhvervsudviklingsprojekter i hele verden.

Han var ansat i Randers Erhvervsråd samt i Nordvestjysk Erhvervsråd, før han i 2016 vendte tilbage til fødeøen som direktør for Morsø Erhvervsråd. Her har han stået i spidsen for en markant udvikling af erhvervsrådet. Per Søndergaard har også været en af de drivende kræfter i arbejdet for at få en filial af Erhvervshus Nordjylland til Mors.

– Det glæder mig at kunne bidrage til en positiv udvikling af Morsø Erhvervsråd. Og det glæder mig specielt at få lov til at præge øens fremtidige udvikling og på den måde give noget tilbage til min fødeø, Mors.

– Til de unge, vil jeg sige: Der skal en faglig ballast til, men de personlige kvaliteter er mindst lige så vigtige. Og de kommer altid først, og de gælder i hele verden. Depend on it.

Privat bor Per Søndergaard i Assentoft ved Randers Fjord. Han er gift med Maybritt og har 3 børn Julie, Sille og Trine. Fodbolden er for længst lagt på hylden, men sport fylder stadig meget, og der bliver plads til en løbetur i hverdagen, lige som familien deler interessen for skiløb i det andet hjemland Østrig naturligvis.

Musik er en anden stor passion, og Per Søndergaard er selv udøvende guitarist med bl.a. Eric Clapton som forbillede.

Den runde fødselsdag markeres med en reception på Sallingsund Færgekro den 8. november 2019.

Forfatter

Related posts

Top