Foreningen ET4U har igangsat et projekt, ’Cirklens kvadratur’, der på en utraditionel måde sætter fokus på og highlighter de lokale fællesskaber rundt på Mors, samt skaber nye forbindelser på kryds og tværs. Det munder ud i en samlet visuel præsentation, der næsten ikke kan undgå at blive en hyldest til netop fællesskaberne – hvor ville vi stå uden dem?
ET4U håber at få kontakt til en række fællesskaber, der sammen med en eller flere kunstnere vil være med til at visualisere relevante emner for netop deres fællesskab; det være sig som et billede, en leg, en koreograferet handling, en proces, en installation eller en skulptur eller lignende af midlertidig karakter.
Det hele foregår i en cirkel der filmes i fugleperspektiv, og en redigeret video heraf vil efterfølgende indgå i en samlet præsentation i ET4U’s udstilling i Morsø Kunstforening, MK61, i Nykøbing i perioden fra d. 16. august til d. 5. oktober 2025.
Hver ’cirkelevent’ vinkler fællesskabet på en uformel og utraditionel kunstnerisk facon, alt efter hvor og med hvem den skabes, og bliver helt unik for hvert fællesskab.
Fællesskaberne kan bestå af børn, unge, voksne, pensionister samt ældre, og være mere eller mindre definerede, og gerne være lokaliteter hvor en bredere vifte af mindre fællesskaber er repræsenteret. (sportsklubber, institutioner, spejdertropper, arbejdspladser, forsamlingshuse, virksomheder, kroketklubber, beboer- og borgerforeninger, skoler, ældrecentre, foreninger og kredse af alskens slags, – lige fra kroket, bøger, esse smedning over traktorer til knipling, strik, ølbrygning, moler, musik, politik, vævning, pumpelaug, frimærker, yoga, stolesløjd, jagt, have og mad m.m.) og alt det ET4U ikke på forhånd ved, men har en idé om findes på lokaliteter rundt på Mors.
Det er optimalt at 10 – 25 personer deltager i hver ’cirkelevent’.
Der må afholdes mindst ét forudgående møde med bred repræsentation fra lokaliteten og kunstner samt ET4U, for aftaler og idéer, udvikling og planlægning af eventen, tid og sted m.m.
Selve eventen kan tidsmæssigt ud- eller opføres på alt fra 5 minutter til en hel dag, i visse tilfælde kan det udvikle sig til flere gange.
Der er ingen udgifter forbundet med deltagelse, det kræver lidt åbenhed og engagement, samt selvfølgelig lysten til at lave en lidt alternativ aktivitet sammen i det enkelte fællesskab – det skulle da lige være en kande kaffe eller lignende mens legen står på ….
Ring eller skriv til foreningen ET4U hvis I har yderligere spørgsmål, og selvfølgelig hvis I har lyst til at være med.
DOWNLOAD FOLDER OM ‘CIRKLENS KVADRATUR’ HER
Kontakt ET4U:
Klavs Weiss, mobil: 5181 1916, E-mail: klavs_weiss@c.dk
Johanne Randen, mobil: 2752 7473, E-mail: johanne.randen@gmail.com
Karen Havskov Jensen, mobil: 2065 1830, E-mail: karenhavskov@yahoo.dk
Facebook: ET4U.on.wheels
Instagram: et4u
Kilde og foto : Foreningen ET4U