Antallet af konkurser i 2021 har ligget lavt set i lyset af coronakrisen.
Men økonomisk støtte har holdt hånden under flere virksomheder, som risikerer at løbe ind i problemer senere hen. Det vurderer Dansk Industri (DI) i forlængelse af nye tal fra Danmarks Statistik for antallet af konkurser.
Med tallet for juli har der i årets første syv måneder i gennemsnit været 175 konkurser om måneden. Det er det laveste gennemsnit siden 2015. Selv om konkurstallene er opmuntrende, så afspejler de slet ikke den krise, Danmark har været igennem. Det siger Allan Sørensen, cheføkonom i DI.
– Kompensation og låneordninger har uden tvivl holdt mange konkurser for døren. Men der ligger en stor regning og venter forude, siger han.
Ifølge Skatteministeriet har virksomhederne lånt 28,9 milliarder kroner i særlige statslige rentefri lån for udskudt skat og moms.
Den 1. november skal momslån for 7,4 milliarder kroner betales tilbage. Tre måneder senere kommer endnu en momsregning på 13,4 milliarder kroner.
Allan Sørensen spår, at mange virksomheder får svært ved at betale den udskudte skat og moms allerede om få måneder.
– De udskudte regninger betyder, at mange virksomheder skal have en masse penge op af pengekassen her sidst på året. Men mange virksomheder har først lige fået lov at åbne igen og har en gabende tom pengekasse.
– Så hvis ikke de kan nå at fylde pengekassen op, så kan vi godt frygte, at der kommer flere konkurser sidst på året, siger Allan Sørensen.
/ritzau/