I samarbejde med det lokale nærpoliti udførte færdselsafdelingen under Midt- og Vestjyllands Politi torsdag en større færdselsaktion på Mors.
Politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted Frederik Sundtoft fortæller, at der i alt blev skrevet 34 sager fordelt på forskellige kategorier.
13 bilister fik en bøde for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen – desuden blev der skrevet 7 selesager. To bilister fik en bøde for at køre for stærkt. 2 personer blev sigtet for at køre bil uden kørekort og 3 knallertfører fik en bøde for at køre på ulovlige knallerter.
Faktisk blev langt flere knallerter bragt til standsning og undersøgt:
– Der var en hel del af dem, som var i fin og lovlig stand, konstaterer Frederik Sundtoft.
Foruden førnævnte overtrædelser blev der også oprettet sager på en række “småsager”, som politikommissæren udtrykker det. Færdselsaktionen fandt sted over hele øen.
Arkivfoto: Thomas Tolstrup