Færre blanke stemmer

Det var færre vælgere, som lagde en blank stemmeseddel i stemmeboksen ved onsdagens folketingsvalg end ved valget for fire år siden.

Det viser valgresultatet, som fremgår af Danmarks Statistiks hjemmeside.

I år stemte 27.781 borgere således blankt, hvilket er et fald i forhold til det seneste folketingsvalg i 2015. Her var der 29.920 blanke stemmer. En blank stemmer er en stemmeseddel, der er puttet i stemmeboksen uden nogen former for mærkninger.

Foruden de blanke stemmer var der ved årets folketingsvalg 10.019 andre ugyldige stemmer. Det er også færre end i 2015, hvor der var 11.153.

Årsager til “andre ugyldige stemmer” kan være, at stemmen ikke er afmærket med et enkelt kryds eller stemmesedlen har fået et særpræg for eksempel med en smiley.

Ugyldige og blanke stemmesedler tæller med i det samlede antal afgivne stemmer og får dermed indflydelse på, hvor stor valgdeltagelsen ved et valg bliver.

Valgdeltagelsen var i år lavere end for fire år siden. 84,6 procent af de stemmeberettigede afgav deres stemme. Det svarer til, at 3.569.520 borgere har stemt. I 2015 benyttede 85,9 procent deres stemmeret.

Med faldet i valgdeltagelsen i år er andelen af blanke stemmer nogenlunde ens, når man sammenligner de to valg.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top