Færre danskere registreres som dårlige betalere

De seneste år er der sket et fald i antallet af danskere, der er registreret i RKI, som er Danmarks største register over dårlige betalere.

Den udvikling fortsætter i år, hvor der i øjeblikket er cirka 190.000 danskere registeret i RKI. Det er et fald på cirka tre procent i forhold til ved årsskiftet. Sammenligner man med i 2014, hvor antallet af dårlige betalere toppede, er der sket et fald på 18 procent.

Hos data- og analysevirksomheden Experian, der ejer og driver RKI-registret, kalder nordisk salgsdirektør Bo Rasmussen de 18 procent for et stort fald.

Han vurderer, at danskerne generelt er blevet mere fornuftige i forhold til deres økonomi.

– Den fornuft gavner eksempelvis i en situation, som den vi er i nu på grund af covid-19, hvor der højst sandsynligt vil være et øget pres på privatøkonomien. Sammenholdt med en mere ansvarlig långivning hos dem, der yder lån til forbrugerne, står man i dag i en bedre situation, end man har gjort i mange år, siger Bo Rasmussen.

De i alt 190.064 danskere, som lige nu er registreret i RKI, har en samlet misligholdt gæld på 12 milliarder kroner.

Til sammenligning var den samlede misligholdte gæld i starten af 2014 på 16,9 milliarder kroner. Det var fordelt på cirka 232.000 danskere.

/ritzau/

Forfatter
Tags

Related posts

Top