Mens det samlede antal kontanthjælpsmodtagere falder og falder, går det den stik modsatte vej med gruppen af danskere, der er mange år om at komme ud af kontanthjælpskøen.
Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.
Således er antallet af danskere, der har været på kontanthjælp i syv til ti år steget med i alt 3.765 personer fra 2015 til 2018, viser den nye opgørelse. I samme periode er det totale antal kontanthjælpsmodtagere faldet med mere end 22.000 personer. En udvikling, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har glædet sig over gentagne gange.
– Men jeg har heller ikke lagt skjul på, at vi har en stor udfordring med at få de sidste med. Det er netop derfor, at vi har forlænget projektet ”Flere skal med”, så de svageste kontanthjælpsmodtagere – også de, der kun har været kort tid på ydelsen – nu får ekstra hjælp til at komme i job, siger Troels Lund Poulsen til Avisen.dk
– Et kæmpe svigt
I Enhedslisten kalder arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen det for “et kæmpe svigt”, at flere og flere danskere tilbringer mange år af deres liv på kontanthjælp.
– Det viser jo, at det går den helt forkerte vej med at hjælpe de mange syge og udsatte borgere, der hænger fast i kontanthjælpssystemet i årevis, siger Finn Sørensen til Avisen.dk.
I kølvandet på den nye opgørelse fremsætter Enhedslisten fredag et beslutningsforslag, der skal sikre, at ledige danskere får en såkaldt “afklaringsgaranti”. Det betyder, at de maksimalt kan tilbringe et år på kontanthjælp, før kommunen skal vurdere om de er klar til et job, eller om de eksempelvis skal have ret til førtidspension.
I sjældne tilfælde kan fristen for at få borgerne videre dog forlænges til to år.
– Vi har igennem mange år været vidne til, at det er blevet populært at parkere folk på kontanthjælp i årevis, fordi det er den klart billigste offentlige ydelse. Og det skal stoppes, siger Finn Sørensen.
Ifølge Enhedslistens forslag skal det være muligt for borgerne at klage via ankesystemet, hvis kommunerne ikke overholder den nye garanti.
– Vi er nødt til at give folk en klar rettighed på det her område, og sikre, at kommunerne er forpligtet til at hjælpe dem hurtigt videre i livet, tilføjer Finn Sørensen.
Enhedslisten vil finde pengene til det nye forslag ved at fremrykke en del af den skat, som landets virksomheder betaler.
Mangler den nødvendige hjælp
Enhedslistens forslag bliver mødt med stor opbakning i Dansk Socialrådgiverforening. Ifølge formand Mads Bilstrup oplever mange af landets socialrådgivere, at syge og udsatte borgere ikke kan få den nødvendige hjælp til at komme ud af kontanthjælpssystemet.
– Hvis man har været på kontanthjælp i syv år, har man jo ofte større problemer end bare arbejdsløshed. Mange drikker for meget, tager stoffer eller døjer med psykiske problemer, og så kræver det altså en stærk og håndholdt indsats, hvis man skal have folk i job igen, siger Mads Bilstrup.
– Der er brug for, at kommunerne langt hurtigere kan nå ud til de her mennesker, så vi undgår, at deres problemer vokser sig for store, siger socialrådgiverformanden.
Troels Lund Poulsen er også optaget af indsatsen i kommunerne:
– Kommunerne har pligt til løbende at følge op på, om borgerne får de rigtige ydelser og til at give dem den rigtige hjælp til at komme i job. Længere er den ikke. Kommunerne kan nu engang bedst vurdere, hvad der virker for den enkelte, i stedet for at vi dikterer det fra Christiansborg med stive regler, siger ministeren og tilføjer:
– Til gengæld holder vi løbende øje med, om de så også lever op til det ansvar. Her har vi desværre kunnet se, at nogle kommuner ikke har taget opgaven alvorligt, og at mange kontanthjælpsmodtagere har gået i årevis uden hjælp.