Fra i dag og frem til og med fredag åbner Falck i alt 25 nye testcentre, der kommer til at kunne foretage en lyntest for coronavirus.
Ambitionen er, at centrene skal ligge placeret sådan, at det maksimalt tager en time at køre til et af centrene. Det oplyser Falck i en pressemeddelelse.
I forvejen har Falck ti testcentre i drift. I dag åbner yderligere to centre, og onsdag gælder det fire nye centre. Det bliver fulgt op af hele 18 nye centre torsdag og et enkelt fredag.
To af de nye centre åbnes i hhv. Thisted og Lemvig på torsdag.
– Vi er meget glade for at kunne bidrage til den væsentlige samfundsopgave med at få testet så mange danskere som muligt, siger Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck, i pressemeddelelsen.
Falcks åbning af testcentre sker i forlængelse af et samarbejde mellem danske myndigheder og Falck. Planen er, at de nye centre kan nedbringe ventetiderne rundt om i landet.
/ritzau/
Foto: Falck