Falske bedemænd på spil i Thy: Franarrer enker deres penge

Mindst 25 nyslåede enker rundt i om landet er for nylig blevet udsat for udspekuleret svindel begået af falske bedemænd, der udnytter enkernes sorg og franarrer dem deres penge.

Det viser en kortlægning som DR har foretaget.

– Det er svinsk og hensynsløst at udnytte mennesker i sorg på den måde, siger Ole Roed Jakobsen, direktør i Danske Bedemænd, til DR. Han bekræfter, at han i løbet af de seneste 2-3 uger har fået kendskab til sager over hele landet, heriblandt Thy.

DR’s kortlægning viser, at svindlen stort set følger samme mønster i alle sagerne: Enkerne ringes op få dage efter et dødsfald af svindlerne, der udgiver sig for at være bedemænd eller ansatte i skifteretten. Enkerne bliver bedt om at oplyse personlige oplysninger om eksempelvis NemID og adgangskoder.

Andre narres til at indbetale penge på et kontonummer i den tro, at de kan afslutte regningen fra bedemanden og dermed få opgjort boet hurtigere.

Problemet er så stort, at brancheforeningen Danske Bedemænd netop har sendt et advarselsbrev til samtlige 300 medlemsvirksomheder.

– Vi har at gøre med kriminelle, der udnytter ældre eller svagelige, og som efter min mening har en alvorlig karakterbrist. Som samfund kan vi ikke acceptere en sådan kriminalitet, siger Roland Klein der er fungerende vicepolitiinspektør i politiets nye landsdækkende center for it-relateret økonomisk kriminalitet, LCIK.

Forfatter

Related posts

Top