TrygFonden har bevilget godt 25 mio. kr. til TrygFondens Familiehus Aalborg, der placeres i tilknytning til det ny Aalborg Universitetshospital.
Familiehuset er for børnefamilier, hvor et barn eller en forælder er indlagt på grund af alvorlig, kronisk og/eller livstruende sygdom. Hvis man fx har et alvorligt sygt barn, som er indlagt i en længere periode, kan det være svært at få et familieliv til at hænge sammen – især hvis man bor langt fra sygehuset. Her kan familiehuset være et godt tilbud for familien i en svær tid.
Med TrygFondens Familiehus Aalborg vil børnefamilierne kunne forblive sammen i trygge, hverdagslignende rammer og få et pusterum fra sygdom og hospital, hvor de vil have mulighed for at udfolde mere almindelige hverdagsaktiviteter og stadig være tæt på den indlagte.
Desuden vil de pårørende få mulighed for at møde ligestillede familier, som kan støtte hinanden i en svær tid.
Familiehuset kommer til at ligge tæt på det nye Aalborg Universitetshospital og forventes at kunne tage imod børn, unge og forældre fra 2024.
Huset kommer til at rumme 10 familielejligheder samt fælles faciliteter som fx køkkenalrum, opholdsområder for både voksne, unge og børn, der kan benyttes til afslapning og aktivitet.
Foto: Region Nordjylland