Fantasiens øje: Tema til Børnekulturnat på plads

Temaet til årets Børnekulturnat er nu på plads, og forberedelserne til den populære event kan for alvor tage fart, inden løjerne løber af stablen fredag d. 13. september.

Selvom datoen kunne varsle en uhyggelig aften, så kan børnene og deres familier se frem til en fantasifuld rejse gennem Thisted by, hvor de kan gå på opdagelse i de mange kreative mikrouniverser, der alle vil være inspireret af ’Fantasiens øje’.

Hannæsskolens 3. og 4. klasse-elever mødtes i februar med Billedskolen i Thy for at udvikle temaforslag til årets kulturnat. Dagen var fyldt med sus og dus, hvor børnene fik rum til at lege med deres egen fantasi og formsprog. Resultatet blev 23 fantasifulde såkaldte sprællefigurer, som børnene sammen med Pia Skogberg, billedkunstner og underviser ved Billedskolen i Thy, tildelte 10 overordnede titler – og deriblandt blev ’Fantasiens øje’ valgt.

– De forrige år har vi udvalgt et vindermotiv. Men vi kan se, at børnenes forslag er så mangfoldige og vidunderlige, at det er en skam kun at bruge ét motiv. Derfor forsøger vi nu at bestemme temaet på en ny måde – nemlig ved at lade børnene finde på overordnede titler ud fra deres kreationer, hvoriblandt vi så har udvalgt vindertitlen og dermed årets tema. Med ’Fantasiens øje’ har vi fået et eventyragtigt tema at gå videre med, og samtidig får alle børnenes figurer den anerkendelse, de fortjener, siger Nikolai Seidelin Banke fra KulturRummet, som er ny tovholder for eventet.

Han håber på, at årets tema vil sprede sig som ring i vand over hele kommunen.

– Vores vision er, at årets tema bruges frit til aktiviteter på eget initiativ i løbet af året og i særdeleshed i og omkring børnekulturnatsugen. Der ligger så mange muligheder i temaet, som vi håber, folk derude vil gribe og lege videre med, fortæller han.

Optakt i dagtilbud og skoler
’Mød en kunstner’ er temaugen, som leder op til børnekulturnatten i dagtilbud og skoler. I løbet af uge 37 besøger professionelle kunstnere alle dagtilbud og skoler i Thisted Kommune for sammen med børnene at udforske ’Fantasiens øje’. Kunstnerne møder børnene i deres vante rammer og skaber en række oplevelser med afsæt i æstetiske læreprocesser. Temaugen afvikles i samarbejde med Kulturtjeneste Thy.

Børnekulturnatten ’18 på film
En håndfuld børnejournalister var på opdagelse under sidste års begivenhed, hvor temaet var ’Uglen’. Børnene har samlet deres oplevelser i en lille film, som kan ses på YouTube:

Børnekulturnatten kort fortalt
Siden 2001 har en bred vifte af foreninger og institutioner åbnet deres døre for børn og deres forældre en fredag aften i september og budt på spændende aktiviteter rundt omkring i Thisted by. Arrangementet planlægges af en arbejdsgruppe, som er sammensat af de mange deltagende aktører fra Thy.

Tidspunkter og steder
Børnekulturnatten i Thy afvikles i år fredag den 13. september i Thisted by. Optakten foregår lokalt på folkeskoler og dagtilbud over hele Thy i uge 37.

Arkivfoto

Forfatter

Related posts

Top