Det er som bekendt ikke alle trafikanter, der overholder fartgrænserne, og særligt på landevejene bliver der ofte trykket for hårdt på speederen. En af årsagerne kan være, at trafikanterne ikke er opmærksomme på, hvor hurtigt de må køre, og det vil Vejdirektoratet gerne hjælpe dem med.
Derfor vil Vejdirektoratet nu undersøge, om et lille fartmærke på kantpælene med den generelle hastighedsgrænse på 80 km/t kan få flere trafikanter til at sænke farten.
Forsøget skal teste, om trafikanterne bliver bedre til at overholde hastigheden, hvis de hele tiden bliver mindet om den.
– Jeg er meget spændt på at se, om det vil have positive resultater i form af flere trafikanter, der sænker hastigheden til det tilladte, siger Vejdirektoratets ekspert i trafiksikkerhed Marianne Foldberg Steffensen.
Forsøget med de nye fartmærker på kantpælene gennemføres på cirka 35 kilometer statsvej, hvor den generelle hastighedsgrænse er 80 km/t. Her placeres det lille røde mærke på hver eller hver anden kantpæl i højre side af vejen.
Det røde fartmærke med det sorte tal minder om de almindelige runde fartskilte, og Vejdirektoratet håber derfor, at det lille mærke vil vække genkendelse trods dens formindskede størrelse.
Vejdirektoratet har udvalgt seks strækninger til forsøget, hvor gennemsnitshastigheden ligger over 80 km/t. Forsøget kører frem til efteråret 2021, hvorefter Vejdirektoratet vil evaluere og vurdere, om der er grundlag for permanent anvendelse af fartmærker på kantpæle i åbent land.
LÆS OGSÅ: