Som bekendt bliver en helt almindelig håndboldkamp afviklet over to gange 30 minutter. Og netop det faktum kostede torsdag aften Mors-Thy Håndbold en sikker sejr over SønderjydskE, da de to hold tørnede sammen i Nykøbing.
Efter en flot første halvleg gik Mors-Thy Håndbold til pause med en føring på 13-8.
I starten af anden halvleg udbyggede hjemmeholdet endda føringen til 15-9, men så gik Bette Balkans helte i stå. Helt i stå.
Mors-Thy Håndbold tabte de første tyve minutter af anden halvleg med 10-4. Med bare syv minutter igen bragte gæsterne fra Sønderjylland sig for første gang i opgøret foran ved stillingen 21-22.
Mors-Thy Håndbold tabte kampen 22-25, og må på den baggrund formentlig også vinke farvel til en plads i slutspillet.
Mors-Thy Håndbold ligger på 12. pladsen med 15 point for 20 kampe.
Foto: Mors-Thy Håndbold