FC MIDTJYLLAND henter Dani Silva i Hellas Verona

Portugisiske Dani Silva, som både kan spille på 6’er- og 8’er-positionen, er ny mand i det midtjyske. Han kommer til klubben efter et år i Hellas Verona med 26 kampe. Derudover tæller CV’et 62 førsteholdskampe for portugisiske Vitória Guimarães

– Dani Silva er en spillende midtbanespiller, som bringer en ny dimension til holdet med sine evner på bolden. Han har et godt blik for spillet, besidder en solid pasningsfod, et højt bundniveau og en forståelse for, hvornår der skal spilles simpelt og med risiko, siger fodbolddirektør Peter Sand og fortsætter:

– Samtidig har han en stor løbekapacitet, hvilket er vigtigt i forhold til vores presspil, og han leverer høj kvalitet med sin servefod på dødbolde.

Dani Silva fik sin fodboldopvækst i Benfica, inden turen gik til Vitória Guimarães, hvor han slog sit navn fast på førsteholdet. Han har derudover optrådt 26 gange for Portugal på ungdomsplan, heriblandt med to kampe på U21-landsholdet.

Den nye FCM’er skriver under på en 4,5-årig aftale.

FÆRDIGE MED AT HANDLE

Med tilgangen af Dani Silva lukker FC Midtjylland også vinduet på en måned, hvor man har sagt farvel til Emiliano Martínez og Victor Lind, mens Jan Kuchta er blevet lejet ud til Sparta Prag.

– Vi har ikke været lige så aktive på markedet som i de foregående vinduer. Først og fremmest er vi tilfredse med den trup, vi råder over, som vi stadig tror på kan udvikle sig yderligere. Sidste sæson viste vi, at vi kunne udvikle spillertruppen gennem hele sæsonen. Vi ved af erfaring, at det for nogle spillere tager længere tid end for andre at tilvænne sig Superligaen, og vi forventer, at der vil være spillere, som tager store skridt dette forår, siger Peter Sand.

De første kampe i 2025 har budt på en 3-2-testsejr over de østrigske Champions League-deltagere fra Red Bull Salzburg samt fire point i Europa League mod henholdsvis Ludogorets og Fenerbahçe.

– Vi ser en trup, der allerede har vist sin kvalitet i internationale kampe. Der er konkurrence på samtlige positioner, en stærk dynamik i truppen, og vi har spillere, som er klar til at tage det næste skridt. Vi glæder os til et spændende forår. Vi er med i Europa League-slutspillet og ser frem til to store kampe mod Real Sociedad, vi ligger i toppen af Superligaen, og vores ambition er at genvinde det danske mesterskab, siger Peter Sand.

Foto og kilde : FCM

Forfatter
Top