FC Thy-Thisted Q sælger for første gang en spiller

Der er blevet skrevet historie i fodboldklubben FC Thy-Thisted Q, som netop har solgt sin første spiller nogensinde.

– Vi er glade og stolte over at kunne offentliggøre, at FC Thy-Thisted Q har solgt Sille Struck (Cecilie Struck, red.) til spansk fodbold, skriver klubben på sin hjemmeside.

Hun skifter med øjeblikkelig virkning til Vallecano K, som spiller i Primera Division, og kan få debut for sin nye klub allerede den 18. oktober mod Real Madrid.

– Som klub tager vi med salget et helt nyt skridt, da vi for første gang laver et salg af en kvindespiller. At salget bliver til en klub i Spanien, er bare et endnu større cadeau til det kæmpe arbejde, der bliver lagt både indenfor og udenfor banen og viser, at vi i FC Thy-Thisted Q for alvor er kommet med i toppen af dansk kvindefodbold og tiltrækker os stor opmærksomhed – også fra udlandet, udtaler cheftræner og sportschef Torben Overgaard.

– Vi ser Silles skifte til Vallecano, som en kæmpe mulighed og en stor oplevelse for hende. Der skal dog ikke herske tvivl om, at vi rigtig gerne havde beholdt hende i truppen, da hun siden sin ankomst at været med til at højne niveauet både på holdet men også hos Sille selv.

– Selvom Sille bliver et stort savn, ønsker vi hende alt muligt held og lykke på hendes spanske eventyr, slutter Torben Overgaard.

 

Foto: FC Thy-Thisted Q

Forfatter

Related posts

Top