FC Thy-Thisted Q skiller sig af med succestræner

Når året rinder ud er Allan Drost fortid som cheftræner for ligaholdet FC Thy-Thisted Q.

Dermed når han kun at stå i spidsen for holdet i et år, som bl.a. har budt på klubbens første pokaltitel. Samtidig har Allan Drost ført FC Thy-Thisted Q helt op i toppen af dansk kvindefodbold.

– Allan har leveret et yderst professionelt stykke arbejde og flyttet os på mange parametre, hvilket vi er super taknemmelige for og som selvfølgelig også er nødvendigt for at vi fortsat kan være en del af toppen af dansk kvindefodbold, skriver klubben i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen giver Allan Drost udtryk for, at afskeden med klubben ikke sker efter hans ønske:

– Vi har i et stykke tid drøftet muligheden for at forlænge den nuværende aftale, en fin proces hvor vi dog har måttet konstatere at det ikke var muligt at få enderne til at mødes. På den baggrund har klubben afsøgt markedet efter en anden strategisk retning, hvilket jeg har fuld forståelse for, udtaler han.

FC Thy-Thisted Q oplyser, at man sætter navn på den nye cheftræner efter næste weekends hjemmekamp mod HB Køge.

Foto: Michael Nørgaard

Forfatter

Related posts

Top