Feriedebat : alt for mange holder ferie når de vil

Alt for mange forældre tager deres børn ud af skolen udenfor de normale ferieperioder, og det mener Skoleledernes formand, Dorte Andreas, er et problem.

“I ugerne op til uge 7 (Vinterferien, red.) ser vi flere og flere, der tager på vinterferie med deres børn,« siger hun, der ærgrer sig over denne udvikling. Vi har 365 dage på et år. 200 af disse er skoledage, så min klare holdning er, at det må være muligt at placere ferierne på de resterende 165 dage”, siger hun til JyllandsPosten.

Hun er med på, at det er billigere at rejse udenfor de normale ferieperioder, og at det får mange forældre til at tage børnene ud af skolen udenfor disse perioder.

“For nogle bliver det til mange fraværsdage over et skoleår eller skoleliv. Det har betydning for eleven selv og for fællesskabet i klassen, og jeg savner, at flere tænker over det, inden de bare beder om fri,” siger hun.

I Foreningen Skole og Forældre ryster formand Regitze Spenner Ishøy på hovedet og mener ikke, at problemer er så stort.

“Det er ikke alle forældre, som kan få ferie i de uger, hvor skolerne holder lukket. Betyder det så, at man ikke må holde ferie med sine børn? Efter min mening skal forældre og børn da have mulighed for at koble af sammen og have kvalitetstid sammen. Der er en forventning om, at forældre holder fri med deres børn i uge 7, uge 42, tre uger i sommerferien, juleferien og intet andet. Men er vores samfund bygget op til at klare det? Den diskussion har vi brug for at tage”, siger hun til avisen.

Det gennemsnitlige elevfravær i grundskolen lå i skoleåret 2023/2024 på 7,4 pct. I samtlige skoleår mellem 2010 og 2020 lå fraværet på mellem 5 og 6 pct. Det viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Tallene dækker over både lovligt og ulovligt fravær samt sygefravær. 

Foto : Lavi Perchik, Unsplash

Forfatter
Top