Feriepartner klar med økonomisk opbakning

For sjette år i træk er Feriepartner nu klar til at støtte initiativtagere i hele landet med deres landsdækkende Oplevelsespulje på 1 mio. kr. Det betyder, at lokale ildsjæle, foreninger og virksomheder fra Thy lige nu har en unik chance for at få økonomisk opbakning til udviklende projekter i området.

Hos Feriepartner i Thy prioriteres de gode oplevelser til fordel for både turister og fastboende. Derfor er man glad for, at Feriepartner Danmark for sjette år i træk uddeler op mod 1 million kroner som støtte til lokale ildsjæle eller foreninger i hele landet. Pengene kommer fra Feriepartners Oplevelsespulje, som gennem de seneste år har vist sig at skabe stor værdi for både sommerhusejere, -lejere og alle andre, der bor og kommer fra Thy.

– Med Oplevelsespuljen kan vi være med til give noget igen, og det er en stor fornøjelse at støtte nogle af de mange ildsjæle, som brænder for Thy. Vi har et fælles ansvar i at blive ved med at udvikle det område, vi er en del af, og derfor støtter vi med glæde op om de lokale projekter, fortæller Jonas Foged Holm, som er salgschef og partner hos Feriepartner Thy.

Midlerne kan både anvendes i forbindelse med etablering af et nyt koncept eller til at videreudvikle et allerede eksisterende projekt. Som eksempel peger Jonas Foged Holm på initiativer som lokale koncerter, guides til vandreruter eller udvikling af skovlegepladser. Siden 2018 har Feriepartner Thy blandt andet støttet en Skovlegeplads i Øster Vandet, Vorupør Havbåde, Thy Race og Foreningen til Bevarelse af Stenbjerg Landingsplads.

Sidste år fik 60 lokale projekter fordelt i hele landet glæde af støttekronerne, og i år ser Feriepartner frem til endnu en gang at gøre en forskel for lokalsamfundet:

– For os som feriehusudlejer har lokale ildsjæle og deres projekter en stor betydning. Det gør områderne, som vi udlejer huse i, attraktive for både beboere og gæster i feriehusene. Derfor er vi også glade for at kunne bakke op om lokalsamfundenes udviklingsprojekter, og vi ser frem til at læse dette års ansøgninger og give en håndsrækning til de mange stærke initiativer landet over, lyder det fra Flemming Toft Andersen, som er direktør hos Feriepartner Danmark.

Ansøgningsfrist den 15. april 2023 Man kan allerede nu søge om økonomisk støtte fra Feriepartners Oplevelsespulje. Ansøgningsskemaet kan indhentes på www.feriepartner.dk/oplevelsespulje og skal indsendes på mail til det lokale bureau senest lørdag den 15. april 2023. De udvalgte projekter, som får tildelt midler, vil blive annonceret medio maj.

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top