Danmark har taget et kvantespring, når det gælder kræftoverlevelse, og fremgangen er langt større end i de øvrige nordiske lande.
Det viser et nyt studie af kræftoverlevelsen i Norden. Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Nogle af de mest i øjnefaldende resultater for Danmark gælder lungekræft. Her er etårsoverlevelsen steget med hele 30 procentpoint for kvinder og 23 procentpoint for mænd i perioden 1990-2015.
Til sammenligning har Sverige en stigning på henholdsvis 25 og 20 procentpoint i etårsoverlevelsen efter lungekræft i perioden. Finland har den laveste stigning på henholdsvis 12 og 5 procentpoint.
Når det gælder femårsoverlevelsen efter lungekræft, er stigningen i Danmark på henholdsvis 17 procentpoint for kvinder og 11 for mænd siden 1990.
I de statistiske analyser taler man om henholdsvis etårsoverlevelse og femårsoverlevelse. Mens ændringen i etårsoverlevelsen fortæller, hvor meget dygtigere man er blevet til hurtig diagnosticering og akut behandling af kræft i et land, er ændringen i femårsoverlevelsen et udtryk for ændringen i langtidsoverlevelse.