For økonomisk trængte familier kan en konfirmation være en uoverskuelig affære. Derfor kan et tilskud være afgørende.
Hos organisationen Dansk Folkehjælp har 1.138 forældre søgt om konfirmationshjælp i år, fortæller DR P4 Nordjylland.
I Region Nordjylland har 100 enlige forsørgere ud af knap 200 ansøgere fået tildelt hjælp til konfirmationsfesten. Det er andet år i træk, at Dansk Folkehjælp tildeler hjælpen, som består af et gavekort på 2.000 kroner.
Generalsekretær Klaus Nørlem kan ikke pege på en tendens for konfirmationer isoleret, men siger:
– Vi har jo en tendens fra nogle af de andre områder, vi hjælper med, for eksempel julehjælpen, hvor vi jo år efter år har kunnet se en stigning i antal af ansøgere. Og det fortæller os, at den situation som de familier med den laveste indkomst i Danmark befinder sig i er stort set uændret.
Foto: Folkekirken.dk