Flere kvindelige værnepligtige trækker i trøjen

Andelen af kvinder i værnepligten er steget siden 2017. Ifølge Forsvaret skyldes det dels bedre kommunikation, og at man i livgarden har sænket højdekravet fra 175 centimeter til 169 centimeter.

Hvor andelen af kvindelige værnepligtige i 2017 var på 17,3 procent, er det tal foreløbigt røget op på 24,4 procent i år, oplyser Forsvarets Personalestyrelse.

– Vi er blevet bedre til at portrættere Forsvaret, så også kvinder kan se sig selv i den her værnepligtsuddannelse.

– For nogle år siden begyndte vi at skrive til alle kvinderne på en ungdomsårgang lige omkring det tidspunkt, hvor de fyldte 18 år, og vi kommunikerer med dem på den måde, de gerne vil mødes på, siger Peter Gutfeld, som er chef for værnepligts- og rekrutteringsafdelingen i Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

Stor fordel med flere kvinder
Det har store fordele med flere kvindelige i værnepligtige, mener Peter Gutfeld. Og han ser gerne en endnu større andel.

– Vi er et sted i dag, hvor vi ikke kan tillade os at se bort fra 50 procent af en ungdomsårgang, og det øger vores base at rekruttere fra.

300 flere unge har som følge af sidste års forsvarsforlig fået mulighed for at tage en værnepligtsuddannelse.

/ritzau/

Foto: Forsvaret

Forfatter
Top