Flere danske kvinder bruger hormonprævention som p-piller og hormonspiral. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Stigningen kommer, til trods for at der de seneste år er kommet mere viden om mulige bivirkninger som depression og øget fare for blodpropper.
I 2019 brugte 40 procent af kvinderne i Danmark mellem 15 og 49 år en form for hormonprævention, viser tal fra Lægemiddelstatistikregisteret.
Det er 5 procentpoint mere end i 2010, hvor andelen var på 35 procent.
Opgørelsen er udarbejdet af Øjvind Lidegaard, overlæge på Rigshospitalet og professor ved Københavns Universitet.
Han vurderer, at kvinderne mener, at fordelene ved præventionsformerne opvejer de mulige bivirkninger, der kan være.
– Ellers ville de ikke blive ved år efter år, siger Øjvind Lidegaard til Kristeligt Dagblad.
Professoren har været med til at foretage flere store undersøgelser omkring bivirkninger ved brugen af p-piller. I 2016 var han en af forfatterne på et studie, der dokumenterede, at risikoen for at udvikle en depression steg med 70 procent for alle kvinder, når de begyndte på p-piller.
Ved nogle typer p-piller kan der også være en øget risiko for at udvikle potentielt livstruende blodpropper.
Det er dog ikke tilfældet ved brugen af hormonspiral. Brugen af præventionsformen er da også mere end fordoblet siden 2010. Det er især kvinder over 30 år, som har taget hormonspiralen til sig, hvilket ifølge Øjvind Lidegaard giver “god mening”.
De har nemlig større risiko for blodpropper end yngre, fortæller han til Kristeligt Dagblad.
Han anbefaler, at der tales med de unge kvinder om de mulige risici, der er forbundet med brugen af hormonprævention.
/ritzau/