Flest nye virksomheder i Region Nordjylland gør Mors til topscorer. Der er tale om en markant førerposition hvor Mors alene har haft en positiv fremgang. Målt på perioden fra 2021-2024 til og med 3. kvt. har der været en stigning i antallet af nye CVR-numre på 29% til sammenligning har den efterfølgende kommune noteret et fald på 3%, og Region Nordjylland har oplevet et fald på 18% og på landsplan er antallet faldet med hele 17%. Konkret er der oprettet 94 nye virksomheder på Mors i 2024 indtil udgangen af september måned.
Iværksætterraten er et udtryk for, hvor mange nye virksomheder, der er oprettet i forhold til befolkningen i den erhvervsaktive alder. Den positive udvikling understøttes af en lokal iværksætterrate i 2024 – 3. kvt. på 8,6 % som også ligger højere end Region Nordjyllands samlede gennemsnit på 7,8%. En høj iværksætterrate er vigtig da den bidrager til vækst, arbejdspladser og den lokale samfundsøkonomi. En høj iværksætterrate og gode rammebetingelser kan ligeledes gøre kommunen mere attraktiv for investorer og talentfulde individer, der ønsker at starte egen virksomhed.
Hos Morsø Erhvervsråd har vi arbejdet fokuseret med øget markedsføring og større synlighed af vores iværksættervejledning og Iværksættercafé, og hele holdet er dybt taknemmelige for at flere finder os, udtaler erhvervschef Susanne Toftegaard Hansen, Morsø Erhvervsråd.
Gode rammer for iværksætteri
Morsø Erhvervsråd har på det seneste lanceret en række nye initiativer på iværksætterområdet, der skal booste iværksætteriet og støtte nye virksomheder i etableringsfasen.
Med et skarpt fokus på forretningsudvikling og vækst har Morsø Erhvervsråd udvidet indsatsen med følgende produkter:
- IværksætterVouchertm
- Rådgivernetværk
- Netværk for soloselvstændige og nystartede virksomheder
- Uge 46 Iværksætteruge event – i forbindelse med Global Entrepreneurship Week
IværksætterVoucher er et gratis rådgivertilbud til iværksættere på Mors. Ydelsen leveres af erhvervsrådets rådgivernetværk, hvor iværksætteren kan få professionel rådgivning hos op til tre forskellige rådgivervirksomheder f.eks. hos revisor, advokat, reklamebureau mv. Rådgiverne stiller deres tid og ekspertise til rådighed enten et antal gratis rådgivningstimer, rabatter osv.
Det udvidede iværksætterprogram er udviklet med det formål at øge attraktivitet og kvaliteten af vores indsats samt for at engagere lokale private rådgivere i opgaven at få flere virksomheder til at starte op på Mors.
– At kunne levere på en iværksætterindsats der er tilpasset tiden, er afgørende for fremtidig vækst og udvikling på Mors, udtaler erhvervschef Susanne Toftegaard Hansen, Morsø Erhvervsråd.
Kilde og foto : Morsø Erhvervsråd