En 15-årig dreng blev natten til søndag ved 02.15-tiden standset af politiet på Broen ved Gasværksvej i Nykøbing.
Her kunne betjentene konkludere, at den 15-årige kørte i alkoholpåvirket tilstand. En blodprøve skal nu fastslå den præcis promille.
Derudover kunne han ikke fremvise noget førerbevis, hvilket han bliver sigtet for. Men rækken af sigtelser slutter ikke her. Den 15-åriges knallert var nemlig konstruktivt ændret til at kunne køre hurtigere end tilladt, bremserne virkede ikke ligesom der heller ikke var meget liv i baglygten.
– Så det får han en lille hilsen for, siger politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Foto: Thomas Tolstrup