Flere trafikbøder medfinansierer flere betjente og fotovogne

Flere trafikbøder og generelt højere bødetakster skal blandt andet være med til at finansiere politiaftalen, som er indgået af et bredt politisk flertal tirsdag aften.

Det fremgår af aftaleteksten.

Under punktet “øget indsats for trafiksikkerhed” står der, at aftaleparterne er enige om at tilføre yderligere 25 mobile ATK-enheder i løbet af aftaleperioden 2021-2023. ATK er en forkortelse for automatisk trafikkontrol, der via kameraer holder øje med bilernes hastighed på vejene.

– De yderligere ATK-enheder vil bidrage til at øge færdselssikkerheden og samtidig tilvejebringe et merprovenu på cirka 34 millioner kroner i 2022 og cirka 134 millioner kroner i 2023, der bidrager til finansieringen af aftalen, står der.

Finansieringen bidrager blandt andet til, at der kommer 450 nye betjente og særlige politienheder, der skal beskæftige sig med eksempelvis stalking og partnervold.

Højere bødetakster skal også bidrage til finansieringen af forliget.

I aftalen bliver der samlet afsat cirka 650 millioner kroner i 2021 stigende til cirka en milliard i 2023 ekstra til politiet og anklagemyndigheden.

/ritzau/

Foto: Niclas Jessen

Forfatter

Related posts

Top