Flere virksomheder får grønt lys til at producere håndsprit

Håndsprit er blevet en mangelvare herhjemme efter udbruddet af COVID-19. Flere supermarkeder melder om tomme hylder, og også i sundhedsvæsnet begynder man at være udfordret.

Derfor vil miljøminister Lea Wermelin nu dispensere fra et EU-krav, så flere danske virksomheder kan gå i gang med at producere de desinficerende stoffer og afhjælpe manglen på håndsprit.

– Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at få mere håndsprit på markedet i en fart. Det er ekstremt vigtigt, at vores dygtige sundhedspersonale, butiksassistenter og danskerne i det hele taget har adgang til håndsprit. Så vi kan passe på os selv og hinanden, og så vi får bremset smittespredningen, fortæller Lea Wermeling og fortsætter:

– Derfor har jeg besluttet at dispensere fra et EU-krav, så flere virksomheder kan sætte gang i produktion af håndsprit. Det skal ikke være bureaukrati, der forhindrer os i at få mere håndsprit ud på vores sygehuse og plejehjem.

Allerede i dag kan danske virksomheder producere og sælge ethanol-holdig håndsprit, der ikke kræver godkendelse eller dispensation. Men leverandøren af aktivstoffet skal være på en særlig EU-liste. Det er det krav, miljøministeren nu dispenserer fra.

Samtidig vil miljøministeren tillade, at virksomheder, der vil producere håndsprit baseret på iso-propanol frem for ethanol, midlertidigt kan få dispensation til dette. Da den slags produkter ikke har en formel godkendelse, skal de først vurderes af Miljøstyrelsen, før de kan komme på markedet.

Her har miljøministeren bedt Miljøstyrelsen om at sætte alle kræfter ind, så for eksempel kosmetikvirksomheder, der vil omstille produktionen til en sikker og effektiv håndsprit, kan få en dispensation hurtigst muligt.

Den nye dispensationspraksis er trådt i kraft i dag.

LÆS OGSÅ:

Vi er i fare for at løbe tør for håndsprit og masker

 

Forfatter

Related posts

Top