Flere virksomheder frygter at skulle fyre medarbejdere

Coronakrisen har allerede kostet en del danskere deres arbejde. Foreløbigt er ledighedskøen vokset med cirka 50.000 personer under krisen.

Flere risikerer at skulle finde nyt arbejde, hvis ordningen med lønkompensation stopper fra 8. juli. Det viser en undersøgelse fra Ledernes Hovedorganisation.

I undersøgelsen er knapt 1000 privatansatte ledere blevet spurgt, om deres virksomhed har været nødt til at afskedige medarbejdere som følge af krisen. Det svarer 22 procent – eller mere end hver femte – ja til.

I samme undersøgelse svarer 28 procent – eller mere end hver fjerde – at hvis ordningen om lønkompensation stopper fra 8. juli, så bliver virksomheden nødt til at fyre nogle af dem, der har været på ordningen.

Derudover svarer tre procent, at de bliver nødt til at fyre alle, der har været på ordningen.

Samlet er det altså 31 procent – eller cirka hver tredje leder – der i et eller andet omfang forventer at skulle afskedige, hvis ordningen stopper 8. juli.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top