Tidligere på ugen opfordrede lokalpolitiet i Thisted føreren af rød Ford Fiesta til at melde sig efter en knallert-påkørsel i Thisted.
Dengang lød det, at føreren var stukket af fra uheldet, som skete mandag eftermiddag da personbilen kørte ud af p-kælderen under J.P. Jacobsen Centeret. I den forbindelse blev en 15-årig dreng på knallert påkørt.
Efterfølgende har både et vidne og den pågældende fører af bilen, som viser sig at være en 55-årig kvinde, henvendt sig til Politiet. På den baggrund ligger det nu helt fast, at det ikke var den 55-årige kvinde der kørte fra ulykkesstedet, men derimod den 15-årige dreng som ellers i første omgang meldte flugtbilisten til Politiet:
– Det gør jo, at tingene lige pludselig bliver vendt lidt om. Det ligger fuldstændig vidnefast, at det er knallerten der kører fra stedet, fortæller Morten Bujakewitz fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet skal nu have sig en snak med den 15-årige.
Den 15-årige knallertkører slap iøvrigt med småskrammer, ligesom der kun skete mindre materielle skader på knallerten.
LÆS OGSÅ:
Flugtbilist i rød Ford Fiesta opfordres til at melde sig selv
Foto: Rigspolitiet